Struktur

9 typer

Enneagrammet består af 9 grundlæggende typer, der oftest betegnes som “etteren”, “toeren”, “treeren” osv. Eller som “type 1”, “type 2”, “type 3” etc. De neutrale tal foretrækkes af mange enneagram-trænere frem for mere subjektive og værdiladede etiketter som mægleren, perfektionisten, hjælperen…

Variationerne

Enneagrammet består ikke kun af ni typer – men af et  uendeligt spindelvæv af variationer. Hver type er påvirket af fire andre typer i enneagrammet – af to vinger samt af en såkaldt stress- og tryghedstype.

Stress- og tryghed

Nogle af de oplagte kilder til at tage fejl af sin type er ens såkaldte stress- og tryghedspunkter.

Syverens stress-punkt er etteren – hvilket vil sige, at en syver, der presses eller stresses af arbejde eller private bekymringer, vil være tilbøjelig til at overtage etterens negative træk. En stresset syver kan eksempelvis agerer som en pedantisk og bedrevidende fejlfinder. En syver med overskud vil derimod agere som en femmer – fornuftig, intens, nysgerrig og videnssøgende.

Vingerne

  • Naboen til højre og venstre for en type kaldes vinger.
    Hver type kan være præget af 1-2 vinger – i større eller mindre grad. Det er højst individuelt, hvor meget man er bevidst om påvirkningen fra sine vinger. Ofte er det kun den ene vinge, folk vil vedkende sig. Og den vinge, man ikke rigtig mener at kunne kende i sig selv, kan man roligt gå ud fra viser underudviklede egenskaber – eller karaktertræk, man ikke rigtig vil vedkende sig.

Instinkter

Hver af de ni typer har dominans fra en af tre forskellige måder at tackle livet på – tre grundlæggende instinkter. For at finde den “sociale variation” af dit instinkt, bør du vurdere, hvordan du reagerer, når tingene brænder alvorligt på – fordi det som regel er i ekstreme krisesituationer, at følgende viser sig tydeligst:

  • Instinktiv: Vil være opmærksom på sin tryghed – ved at fokusere på konkrete, praktiske forhold. Er der penge (nok) på kontoen, mad i køleskabet, rent tøj etc. Reagerer hurtigt på dårlig belysning, ukomfortable stole, ubehagelig temperatur og vil ofte forsøge at forbedre sådanne ting. Foretrækker med andre ord, at der er styr på livets basale nødvendigheder.
  • Social: Optaget af at være accepteret og nødvendig i verden. Kan lide at føle sig involveret i andre – helst mange – og er opmærksom på, hvilken rolle de spiller i forhold til andre. Har med andre ord oftest et stort netværk, der bruges flittigt. De er tillige opmærksomme på, hvad der foregår mellem andre. Har ofte, især på grund af sine mange kontakter, stor viden om andres gøren og laden.
  • 1til1: Her er der tale om at være i intens kontakt med andre og som oftest 1 eller meget få og udvalgte. Når de træder ind i et rum, er de ofte opmærksomme på, hvem i rummet, der er interessante. Denne type har ofte svært ved at tage vare på sine egne behov – for de vil altid have fokus på, hvem i omgivelserne, der kan supplere dem.

De tre grundlæggende og meget forskellige måder at forholde sig til livet på, er en af de væsentligste forklaringer på, at der er stor forskel på folk med samme grundtype. Der er mange andre ting, der nuancerer typerne og gør dem indbyrdes forskellige, men de tre instinkter hører til de mest markante forskelle.